Gode råd til at styrke din præsentationsteknik

11. august 2022
Af Barbara Dragsted

Hvordan holder man en god præsentation for et internationalt publikum? Her kan du få konkrete råd til bedre præsentationer. Du kan også tilmelde dig et af vores kurser i præsentationsteknik. Har du nogensinde prøvet at give en præsentation, hvor du var usikker på, om publikum fandt emnet interessant? Om de fik fat i de vigtigste pointer? Hvor der ikke rigtig kom gang i diskussionen, da du var færdig med dit oplæg? Hvor det faldt helt til jorden, når du forsøgte at sige noget sjovt? Eller hvor du følte dig begrænset, fordi oplægget skulle være på engelsk? Så er du ikke alene! Og heldigvis er der nogle helt konkrete ting, du kan gøre for at styrke din præsentationsteknik. Nedenfor har vi samlet 7 gode råd til bedre præsentationer.

7 gode råd til bedre præsentationer 

  1. Skab personlig kontakt til dit publikum, før du starter
  2. Start med at være dig selv
  3. Vær dernæst dit professionelle jeg
  4. Tag dig selv og dit publikum alvorligt og undgå ironi og vittigheder
  5. Start præsentationen med dit primære budskab
  6. Afslut præsentationen med dit primære budskab
  7. Lad det afsluttende slide lægge op til dialog 

1. Skab personlig kontakt til dit publikum, før du starter

En præsentation er en social begivenhed. Den er et samspil mellem dig og dit publikum. Derfor er det vigtigt, at du viser interesse for dit publikum ved at koble dit emne til noget, de kender fra deres eget liv. Tal med dine tilhørerer, inden du går på, i pauserne, eller når præsentationen er slut. Spørg ind til, hvem de er, og hvad der interesserer dem. 

2. Start med at være dig selv 

Begynd din præsentation med at fortælle en lille historie eller dele en personlig erfaring, som har relevans for det emne, du skal tale om. Det giver en afslappet og personlig atmosfære, samtidig med at du bevarer din autoritet og har en professionel samtale med dit publikum.

3. Vær dernæst dit professionelle jeg

Efter at du i starten af din præsentation har skabt en personlig kontakt med dit publikum, kan du skrue op for formalitetsniveauet: Hæv stemmen og brug kropssprog og gestik på en måde, der udstråler professionalisme og engagement. Det vil få dit publikum til at lytte til dig.

4. Tag dig selv og dit publikum alvorligt og undgå ironi og vittigheder

Som danskere har vi ofte en tendens til at være meget uformelle, også i professionelle sammenhænge. Men det skal man passe på med. Vittigheder og ironi kan fungere godt i en dansk kontekst, men når du står over for et internationalt og multikulturelt publikum, kan den uformelle stil gøre mere skade end gavn. Så hvis du er i tvivl, er det bedste råd at holde den formelle tone, når du giver en præsentation.

5. Start præsentationen med dit primære budskab

Begynd med at præsentere dit primære budskab eller dine vigtigste pointer. Hvad er det helt konkret, du gerne vil fortælle dit publikum? Vær fokuseret og professionel og formuler dig klart og præcist.

6. Afslut præsentationen med dit primære budskab

Rund præsentationen af med at gentage dit hovedbudskab og sætte det i forhold til det, du har præsenteret. Sørg igen for at være fokuseret og professionel, og formuler dig klart og præcist.

7. Lad det afsluttende slide lægge op til dialog 

Sørg for at dit afsluttende slide inspirerer til en samtale med publikum. I stedet for at skrive ‘Tak for i dag’ eller ‘Spørgsmål’ bør du bruge det sidste slide til at opsummere og understrege dine vigtigste pointer og lade dem være udgangspunkt for spørgsmål og diskussion. 

Vil du styrke din præsentationsteknik ved hjælp af et kursus? Så læs mere om vores præsentationsteknik på engelsk kursus her.

Adresse

GlobalDenmark a/s
Bülowsvej 48A st.
1870 Frederiksberg C

Cookiedeklaration

Privatlivspolitik

Kontakt os

Tlf: 33 86 29 30
CVR nr: 16 21 54 81
E-mail: global@global-denmark.dk

Oversættelse & korrektur