Vejen til en vellykket præsentation
Selv en garvet foredragsholder kan få nerver på – og det er helt okay
Peter går op på scenen og skal fortælle om sine erfaringer med det kinesiske marked. Hans publikum er erhvervsfolk og består først og fremmest af midaldrende mænd og kvinder, som alle udstråler kontrol og selvsikkerhed. Peter mærker, hvordan publikums øjne følger ham på hans vej op på podiet, en vandretur på ca. 8 meter. Uden at være meget nervøs, kan Peter godt mærke, at pulsen stiger en anelse – han har holdt mange foredrag før, men kan stadig nyde det lille sus, det giver at stå overfor et publikum. Han ved nemlig af erfaring, at en lille smule nervøsitet er godt for ham, for så er han lidt skarpere. Og det får han brug for i dag, for der er tale om en krævende skare tilhørere: de vil stimuleres, inspireres og informeres.
God kontakt med tilhørerne styrker selvtilliden og samspillet med publikum
Peters blik fanger en tilhører, han talte med, før dørene til foredragssalen blev åbnet. De nikker kort til hinanden. Peter tager en dyb indånding og mærker, at hans krop rettes ud. Der bliver stille i salen. Peter smiler, endnu en tilhører smiler tilbage. Peter holder sit foredrag. Instinktivt holder han øje med sine tilhørere. Er der en, der keder sig? Han ser en nikke eftertænksomt, en anden smiler opmærksomt – jo, det går da meget godt, tænker Peter.
Læg mærke til, hvor meget der foregår mellem Peter og hans tilhørere. Øjenkontakt, nik, smil, alvor – alt sammen kommunikation, der ikke har noget med indholdet af foredraget at gøre, men er afgørende for hvad publikum får ud af det.
Lad de vigtigste pointer stå på den sidste slide
Peter slutter sit foredrag af med sine fem vigtigste pointer, som følges op af fem simple bullets på PowerPointen – de bliver hængende på væggen, da han slutter af. Efter sin korte, lidt insisterende opsummering, holder han en lille kunstpause, hvorefter han siger tak. Peter får larmende bifald. Og sliden med de fem pointer er stadig på væggen, da han takker for bifaldet og inviterer til spørgsmål. Publikum kigger op på sliden, og der kommer nogle gode, interessante spørgsmål og kommentarer. Det var et godt foredrag.
Skab kontakt med publikum allerede før foredraget går i gang
Peter er opmærksom på, at han er ”på” allerede ude i receptionen, hvor deltagerne drikker kaffe inden foredraget går i gang. Her havde han en kort snak med flere af de ventende tilhørere. Da han fangede deres blik under foredraget, nikkede de tilbage.
På den måde havde Peter allerede skabt en god kontakt med nogle af tilhørerne inden selve foredraget, og det var med til at styrke både hans selvtillid og samspillet med tilhørerne, da han gik på.
Summa summarum: Et foredrag kan være indholdsmæssigt udmærket, men hvis der ikke er opmærksomhed på kommunikationen og kontakten mellem taleren og tilhørerne, kan gode og vigtige pointer gå tabt. Peter nød godt af den subtile kommunikation, der sker mellem indlægsholderen og publikum. Den bidrog til, at foredraget blev en god oplevelse for publikum og ham selv.
Vil du også styrke din præsentationsteknik? Læs mere om vores kurser inden for præsentationsteknik her.