Skip to main content

Sådan får du en bedre oversættelse

13. juni 2022
Af Barbara Dragsted

Om oversætterens fire roller, og hvordan du får et godt samarbejde med din oversætter

Den usynlige oversætter…

Det har altid været et mantra inden for oversættelse – både i praksis og som akademisk disciplin – at en vellykket oversættelse er en tekst, der ikke lyder oversat. Læseren af den oversatte tekst må ikke studse over pudsige formuleringer og ordvalg eller på andre måder fornemme originalsproget bag ordene i den oversatte tekst. Måske kender du irritationen – eller fornøjelsen – ved at kunne gætte, hvad der har stået på engelsk, når du læser en dansk tekst.

Det er et paradoks ved oversætterens rolle, at jo bedre man udfører sit arbejde, jo mindre bliver man bemærket. Man kan på en måde sige, at en oversætters fornemmeste opgave er at være usynlig.

Det kan måske lyde som en utaknemmelig opgave, men der ligger en stor tilfredsstillelse og faglig stolthed i at (gen)skabe en tekst, som for målsprogslæseren virker lige så gyldig og troværdig, som den oprindelige tekst gør for kildesprogslæseren. Det gælder skønlitteratur, hvor oversætterens opgave lidt forsimplet er at give læserne af en oversat roman eller novelle samme oplevelse som originalsprogslæseren.

Og det gælder fagtekster, hvor oversætterens opgave er at ramme den fagterminologi og jargon, som virker naturlig og genkendelig på målsproget inden for et fagligt fællesskab. Hvis oversætteren ikke lykkes med det, mister fagteksten sin troværdighed og dermed sin værdi.

De fleste professionelle oversættere har specialiseret sig i at oversætte netop fagsprog, og deres primære fokus er at skabe tekster, som er skrevet i et naturligt sprog og med brug af den korrekte fagterminologi – altså tekster, der ikke ”stikker ud”. På den måde sætter den professionelle oversætter en ære i at være ”usynlig”.

… og det synlige bidrag

Når det kommer til processen omkring en oversættelse, kan en dygtig oversætter med et godt overblik dog indtage en langt mere synlig og konstruktiv rolle end ”blot” at levere en sprogligt korrekt tekst med den rigtige terminologi. 

1)  oversætteren som sparringspartner

En vellykket oversættelse forudsætter, at oversætteren forstår den tekst, han eller hun arbejder med – om ikke ned i mindste detalje, så i hvert fald nok til at kunne gennemskue fejl og uklarheder, eller mangel på sammenhæng. Den kyndige oversætter vil gøre kunden opmærksom på den slags uklarheder i originalteksten, og på den måde vil oversættelsesprocessen føre til en bedre originaltekst.

2) oversætteren som medproducent

En oversætter, som har opbygget en særlig kompetence inden for et bestemt fagområde, bliver selv en slags ’semi-ekspert’ på området, og det kan komme kunden til gavn i mange sammenhænge. Eksempelvis kan oversætteren hjælpe med korrekturlæsning af tekster, som kunden selv har skrevet, fx på engelsk. Her kan oversætteren, ud over at lave sproglige rettelser, komme med input til omskrivninger og forbedringer, der får budskabet til at stå mere klart.

3) oversætteren som kulturformidler

Oversætteren har et indgående kendskab til den kultur, hvor oversættelsen skal bruges, og i nogle tilfælde kan det være nødvendigt at lave omfattende tilpasninger af en tekst for at ramme målgruppen i en bestemt kultur.

4) oversætteren som terminologisk ekspert

Et vigtigt element i oversættelse af fagsprog er at finde frem til den korrekte fagterminologi, og oversætteren bruger en stor del af sin tid på at søge efter terminologi. Terminologien bliver lagret i en database, og denne database kan stilles til rådighed for kunden som en slags ordbog. På den måde bidrager oversætteren til at sikre konsekvent sprogbrug og terminologi hos kunden, både på kilde- og målsprog (fx dansk og engelsk).

Læs mere om fordele ved et oversættelsesbureau.