Hvordan bliver jeg bedre til engelsk – 5 tips til dig, der ikke er så skrap til engelsk

Af Ann Britt Donovan

Hvad kan du gøre for at klare dig godt i en samtale på engelsk – også selvom du ikke føler, at du er så skrap til engelsk. Her er mine 5 tips til dig:

  1. Tal tydeligt
  2. Brug gerne danske ord, når du kommer til kort
  3. Brug flere ord på engelsk – forklar og brug eksempler
  4. Vær nysgerrig om sproget og tag aktivt ansvar for din læring
  5. Vær ærlig, når du ikke ved, hvordan du skal sige, det du skal sige

Læs min forklaring til hver enkelt tip sidst i indlægget.

Dette blogindlæg er en opdatering af en af mine mere populære LinkedIn artikler “3 tips til dig, der ikke er så skrap til engelsk”. De tre tips fra LinkedIn er med her og er suppleret med to nye.

Er vi danskere gode til engelsk?

“But everyone in Denmark speaks such good English, so who do you teach?” Sådan blev jeg engang spurgt af Matteo, en italiener, som bor og arbejder i Danmark. Han kommunikerer med sine medborgere i Danmark på engelsk, og det går egentlig meget godt, for vi er jo så gode til at tale engelsk i Danmark. Han kaldte i øvrigt selv sit engelsk ”shit English”, men jeg forstod ham nu ganske udmærket – og det ville du nok også.

Selvom Matteo synes, at vi i Danmark er så gode til engelsk, er der faktisk rigtig mange danskere, som får ondt i maven, når de skal tale engelsk i telefonen, skal hilse på en engelsktalende gæst på kontoret, eller skal holde et kort oplæg på engelsk til et møde. Og værst er det, hvis der er andre danskere tilstede, for alle andre er altid bedre til engelsk, end man selv er, og det er bare så megapinligt, når kollegerne lytter med – tænker man. Men sjovt nok, har de andre det typisk på samme måde.

Du er ikke alene

Når jeg holder kursus, hvor fokus er på at kommunikere professionelt på engelsk, spørger jeg altid deltagerne, hvad deres største udfordring er, når de skal tale engelsk. Og de svarer næsten altid det samme:

“Klappen går bare ned.”

“Jeg bliver helt blank.”

“Ordene sætter sig ligesom fast i halsen på mig og vil ikke ud.”

“Jeg føler, at alle kigger på mig og lytter med – og tænker, ’hold nu op, hvor er hun ringe til det der!’”

Og så kigger deltagerne lettere forundret rundt på hinanden. De troede jo, at de var den eneste, der havde det sådan.

Hvorfor prøve at lyde som en englænder – det er du jo (sandsynligvis) ikke

I Danmark er vi hurtige til at dømme andre, når det handler om sprog og udtale. Ikke kun på engelsk, men også på dansk. Vi har det, jeg kalder ‘dovne ører’. Når vi hører andre tale dansk med accent, er vi hurtige til ikke at kunne forstå, hvad de siger – selvom vi egentlig godt kan regne det ud, hvis bare vi lytter efter konteksten.

Vi forventer simpelthen perfekt udtale, men hvad er det egentlig? Og det samme gør sig gældende, når vi taler engelsk. Vi vil så gerne lyde som en indfødt englænder eller amerikaner. Problemet er bare, at det er flertallet af danskere jo ikke.

”Husk, du deltager ikke i en sproglig skønhedskonkurrence”

Husk på dette når du taler engelsk

Så mit budskab er, at du skal lade være med at stræbe efter noget, der aldrig kan lade sig gøre. Du skal lære at acceptere, at det er okay at lyde dansk, når du taler engelsk, og at det er okay, at du ikke kender alle ord på engelsk. Det gør jeg i øvrigt heller ikke, selvom jeg rent faktisk er britisk!

Når du kommunikerer med nogen – om det er på dansk eller engelsk – er din opgave simpel: Du skal hjælpe din modpart med at forstå dit budskab.

Du kan blive bedre til at kommunikere på engelsk ved at følge disse fem simple strategier. Og som bonus får du knapt så ondt i maven.

Mine 5 tip til dig

1. Tal tydeligt

Det nytter ikke noget, at du mumler, når du skal sige et ord, du har svært ved at udtale. Vær hellere åben omkring det, og fortæl din modpart, at du har svært ved at udtale ordet. Sig: ”This word is difficult for me to say …” Så er din modpart nemlig tunet ind på, at nu kommer der måske en noget alternativ udtale af et ord. Og måske kan de endda hjælpe dig med den korrekte udtale. Og I kan grine lidt sammen. Og lige pludselig har du ikke så ondt i maven mere.

2. Brug gerne danske ord, når du kommer til kort

Det er helt okay at bruge det danske ord, når du ikke ved, hvad det engelske ord er. Du skal blot huske at gøre det klart, at du rent faktisk bruger et dansk ord.

Et eksempel

Arbejder du fx i en servicefunktion i en a-kasse eller i en kommune og skal servicere udenlandske borgere i Danmark, vil du ofte skulle bruge ord, der beskriver det danske system. I sådanne situationer kan det være en ganske god kommunikationsstrategi at holde fast i det danske ord. For det er jo de ord, den udenlandske borger møder i sin færden i Danmark.

Så næste gang klappen går ned, når du skal forklare en polsk håndværker, at i tilfælde af at han bliver arbejdsløs, kan han kun kan få dagpenge, hvis han er medlem af en a-kasse, så er det altså okay at sige:

”If you lose your job, you can only get, hmm, I don’t know this word in English, but in Danish it’s called dagpenge’, if you are a member of a Danish ’a kasse’. Do you know what I mean?”

Måske genkender han ordene dagpenge og a-kasse fra samtaler med andre håndværkere på byggepladsen. Og hvis han ikke gør, er der lagt op til, at han kan stille spørgsmål, og at I sammen kan finde frem til en forklaring, som han forstår. Du behøver altså ikke at kende de helt rigtige begreber – i det her tilfælde er det unemployment benefits og unemployment insurance fund – for det er slet ikke sikkert, at den polske håndværker kender de ord alligevel. Og så er I lige vidt.

3. Brug flere ord på engelsk – forklar og brug eksempler

Det kan lyde selvmodsigende at sige, at du skal bruge flere ord på engelsk, end du gør på dansk, når nu det er de engelske ord, du leder efter, men der er en god grund til, at jeg foreslår dette. Dansk er nemlig fyldt med sammensatte ord, og de har ikke altid et præcist match på engelsk.

Så når du forgæves leder efter et enkelt ord, der præcist gengiver det danske ord, du tænker på, kan det være, at du ikke kan finde det, fordi det slet ikke findes.

I stedet for at låse dig fast på at finde ’lige præcis det ord’, så sig, ”Hmm, I’m not sure what the English word for this is, but it’s when ….”. Du skal altså forklare, hvad ordet betyder, og du kan understøtte med et eksempel.

Et eksempel

Jeg oplever selv, at det kan være svært at finde et præcist match på engelsk for danske ord, der har at gøre med kulturinstitutioner og uddannelsessystemet. På dansk bruger vi fx ordet modtagelsesklasse om en klasse for børn, der lige er kommet til Danmark eller som ikke taler dansk. Hvis man oversætter det direkte til reception class, vil en person, der ikke kender det danske system, tænke på noget helt andet. På engelsk bruges reception class nemlig om det første år i skolesystemet, hvor barnet typisk er 4-5 år. Og der går danske børn jo stadig i børnehave. Så er det en bedre strategi at forklare, hvad det er.

4. Vær ærlig, når du ikke ved, hvordan du skal sige, det du skal sige

Dette tip er egentlig et snydetip, for det er lidt det samme som de tre første tip. Men alt for ofte holder vi vores usikkerhed for os selv. Og så er det, at klappen går ned. Så sig det åbent og ærligt: ”I don’t know how to say this in English.” Bare det at sige disse ord, vil ofte få dig til at slappe så meget af, at ordene rent faktisk kommer til dig. Og hvis de fortsat udebliver, så har du lagt op til, at du har brug for lidt hjælp. Og så er det du skal bruge tip 1, 2 og 3.

5. Vær nysgerrig om sproget og tag aktivt ansvar for din læring

Og nu kommer det kedelige – som faktisk ikke behøver at være kedeligt. Du bliver også nødt til at erkende, at du ikke lærer nye engelske ord og udtryk uden en indsats. Som trøst vil jeg sige, at jo mere du lærer, jo sjovere bliver det.

Begynd i det små. Når du ser engelsksprogede udsendelser, så begynd at koble de danske undertekster med den engelske speak. Læg mærke til nye og pudsige ord. Sig dem eventuelt højt. Og gør det til en vane at have en notesbog liggende, som du kan skrive dem ned i.

Hvis du bruger engelsk på arbejde, så lav en liste over ord, du ofte bruger, men aldrig kan huske på engelsk. Og undersøg om din organisation allerede har noget materiale på engelsk, som indeholder nyttige fagudtryk, som du aldrig kan huske.

Jeg oplever alt for ofte, at folk glemmer at orientere sig på deres egen organisations engelsksprogede hjemmeside, der gemmer på en guldgrube af fagudtryk.

Det sjove

Og så til det sjove i det kedelige. Gør som mange børn og unge, og begynd at dyrke din hobby på engelsk. Du vil blive forbavset over, hvor mange nye ord og udtryk, du kan opsnappe på den måde – hvis du altså gør en indsats.

Hvis du er glad for kunst, så læs artikler om kunst på engelsk. Hvis du er glad for mad, så find en madblogger, der tiltaler dig og som skriver på engelsk. Og husk at Youtube kan bruges til andet end at se sjove fraklip og musikvideoer.

Vær nysgerrig

Det vigtigste er, at du er nysgerrig om det sprog, du bliver eksponeret for, og lægger mærke til nye ord og udtryk. Slå dem eventuelt op i en ordbog, og skriv dem ned i din notesbog. Google translate kan sagtens bruges, men en decideret ordbog er bedre. De indeholder nemlig meget mere end blot definitionen af ordet. Du kan også lade dig aflede af små quizzer om sproget og meget mere, og på den måde få udbygget dit ordforråd. To af mine yndlingsordbøger er den britiske Collins Dictionary og den amerikanske Merriam Webster.

Prøv det, jeg lover dig, at det virker – og det bliver meget sjovere at tale engelsk!

Vi kan hjælpe dig med at blive bedre til engelsk

”GlobalOffice”

Dette kursus er specifikt henvendt til administrative medarbejdere, der ofte er i kontakt med ikke-dansktalende kunder og samarbejdspartnere, og som ønsker at udvide deres ’comfort zone’, når de skal tale og skrive engelsk.

Du får øvet alt det, du måske synes er svært på engelsk – at styre en vanskelig telefonsamtale, at skrive korte og klare e-mails og at smalltalke med udenlandske gæster. Du vil også få opbygget dit ordforråd inden for dit arbejdsområde og få inkorporeret nogle gode strategier for, hvordan du kan arbejde videre med dit engelsk, når kurset er slut.

Kurset løber over 4 halve dage med en uge imellem hver kursusgang, så du har mulighed for at øve dig fra gang til gang i de teknikker, vi arbejder med.

I min erfaring er noget af det vigtigste for at man kan lære, at man har troen på, at man godt kan. Derfor lægger jeg vægt på at skabe et trygt rum med maksimum 8 deltagere, hvor der er plads til at vove lidt og til at grine sammen.

Læs mere om vores GlobalOffice” kursus.

”EngelskPlus”

Dette kursus er henvendt til dig, der arbejder i et internationalt miljø, og som oplever af og til at blive misforstået, når du kommunikerer på engelsk.

Du lærer at kommunikere præcist og nuanceret på engelsk. Vi arbejder med sproglige og kulturelle forhold, der har betydning for, om dit budskab bliver forstået af internationale kolleger, kunder eller samarbejdspartnere.

I løbet af kurset inddrager vi emner, der har relevans for deltagernes arbejdsområder, og du vil derfor få opbygget en værktøjskasse med relevante ord og udtryk, som du kan bruge, når kurset er slut.

Kurset løber over 4 halve dage med en uge imellem hver kursusgang, så du har mulighed for at øve dig fra gang til gang i de teknikker, vi arbejder med.

Læs mere om vores ”EngelskPlus” kursus.

Skræddersyet træning i engelsk

Vi kan altid planlægge et forløb, der passer lige dig (og dine kolleger).

Har du brug for noget sparring i forbindelse med at du fx skal holde et oplæg på engelsk på en konference eller planlægge et undervisningsforløb på engelsk?

Er du blevet formand for en arbejdsgruppe, hvor fællesproget et engelsk, og er du usikker på hvordan du varetager den rolle bedst – på engelsk?

Er I en international arbejdsplads, hvor fællessproget er engelsk, og hvor der tit opstår misforståelser pga. sproglige udfordringer?

Skriver du ofte rapporter eller e-mails på engelsk, og synes du, at bruger du for meget tid på det?

Vi har gennem årene planlagt mange forskellige slags skræddersyede forløb. Tag endelig fat i mig, hvis du vil have hjælp til at kommunikere klart og tydeligt på engelsk.

Læs mere om vores skræddersyede engelsktræning.

 

Ann Britt Donovan